På udflugt med familien

Tilgængelighed på Norddjurs

På Norddjursland findes mange steder, der er tilgængelige for kørestolsbrugere og gangbesværede. Ved Grenaa Strand findes badebro for kørestolsbrugere, ved åen findes fiskepladser med platform til kørestol, og i Grenaa Plantage findes stier, som er tilgængelige.

Folder med ruter i plantagen findes her: https://www.norddjurs.dk/media/1955464/skov_strand-Grenaa-2015.pdf

Besøg Grenaa Turistkontor og hør mere om tilgængelige oplevelser på Norddjurs.

Meilgaard Skov

Meilgaard Skov rummer flere kulturhistoriske spor, bl.a. Meilgaarddyngen, en 5000 år gammel køkkenmødding, hvor skaller stadig kan ses i skovbunden. I skoven findes også den stemningsfulde Skippershoved Skovkirkegård, hvor gravsten dukker op blandt træerne, og den i lokalområdet kendte bakke, Chokoladebakken. Der findes flere cykel - og vandreruter i og omkring skoven.
Læs mere her: https://www.norddjurs.dk/media/581638/Meilgaard_Skov.pdf

Grenaa plantage

Plantagen ligger tæt ved by og strand og byder på oplevelser for hele familien. I skoven findes naturlegeplads, stisystemer, trampestier og et varieret dyre – og planteliv. De brede stier er endda velegnet til kørestole og barnevogne.
Læs mere her:
https://www.norddjurs.dk/media/1955464/skov_strand-Grenaa-2015.pdf

Tustrupanlægget

Tustrupanlægget er et enestående gravkompleks fra stenalderen og består af både restaurerede jættestuer, stendysser og resterne af et kulthus. Ved parkeringspladsen findes en lille udstilling, som fortæller om områdets historie, og der er shelterplads med bålsteder.
Adresse: Gl. Fjellerupvej 10 a, 8961 Allingåbro.
Læs mere her:
https://www.visitdjursland.com/stendysserne-ved-tustrup-gdk1079028

Klinterne

Sangstrup og Karlby Klinter
De imponerende klinter består af et 65 millioner år gammelt koralrev af bryozokalk og flint og er i alt 5 kilometer lange og nogle steder 17 meter høje. Et yndet mål for både lystfiskere og dykkere – og naturligvis for fossiljægere.
Adresse: Hjembækvej, 8500 Grenaa
Læs mere her: https://www.visitdjursland.com/karlby-sangstrup-klinter-gdk605814

Gjerrild Klint
Lidt nord for Sangstrup og Karlby Klinter findes Gjerrild Klint, som har en helt anden geologik struktur end kalkklinterne. Klinten markerer overgangen mellem nordkystens lavvandede og sandede kystlinje og den østlige stenkyst, hvor det bliver hurtigt dybt.
Læs mere her: http://www.gjerrild.net/index.php?side=turisme-i-gjerrild

Strandene

Djursland er kendt for sine fantastiske strande og har både de lavvandede, børnevenlige strande langs hele norddkysten og den stenede kyst fra Gjerrild og hele vejen mod syd, kun afbrudt af den lange, brede sandstrand ved Grenaa.
Se mere om strandene her:
http://danmarksstrandguide.dk/

Porsbakkerne

Det lille skovområde i udkanten af Auning er et meget brugt udflugtsmål for lokale. Her er der i det bakkede terræn hyggelige gangstier, og i områdets østlige hjørne findes gynger i et stort, gammelt bøgetræ.
Adresse: Gjesingvej 10 b, 8963 Auning.
Læs mere her:
http://auningby.dk/auning-bymuseum/porsbakkerne-ved-auning/

Djursland for fuld damp

Djursland for fuld damp

Den gamle station i Allingåbro byder på aktiviteter og oplevelser for alle aldre. Prøv f.eks skinnecyklerne på den gamle jernbane eller besøg det hyggelige, nostalgiske museum. Eller gå en tur i området og nyd stemningen.
Læs mere om priser og tider på: www.dffd.dk.

Blå Flag stationen Fjellerup

Blå Flag stationen Fjellerup

Blå Flag stationen ved Fjellerup Strand har åbent alle hverdage i skolernes sommerferie, og her kan man låne waders og grej og møde naturvejlederen. Ved Fjellerup Strand kan man desuden opleve en sælkoloni, som ses tæt på kysten.
Adresse: Klitvej 5, Fjellerup Strand, 8585 Glesborg
Læs mere her:
http://kystogfjordcentret.dk/blaa-flag-centre/

Kirkeruinen i Grenaa

Gammel Grenaa Kirke findes nord for det tidligere sygehus. Ruinen består af fundamentet af kor, skib, tårn og våbenhus. Herudover er der sparsomme levninger af det kridtstensmurværk, kirken var bygget af. Kirken er én af oprindeligt 10 kirker på Djursland, som er bygget af kalksten fra klinterne.
Læs mere her: http://www.kulturpaahjul.dk/wp-content/uploads/2015/10/vandring-i-astrup.pdf

Rosenhaven på Djursland

Den 3000 m2 store have i Sdr. Homå er plantet til med 1300 roser af forskellige sorter. Foruden roser findes prydtræer og et væld af andre blomster, og madpakken kan nydes i glashuset eller i haven.
Find åbningstider og pris på: www.rosenhaven.dk

Vindens Huse

Kunst i landskabet

Flere steder på Djursland kan man møde kunst i landskabet. I området i og omkring Udbyhøj og Udby findes flere værker, bl.a ”Vindens Huse” af Saouli Salah og ”Vredessøjle” af Niels Pugholm. 

Rimsø Kirkegård og runesten

Rimsø Kirke og det omkringliggende område emmer af spændende historier. Præstegården nord for kirken er Danmarks ældste landsbypræstegård, og på kirkegården findes både en gravhøj og en runesten fra vikingetiden.
Adresse: Toresvej 4, Rimsø, 8500 Grenaa 
Læs mere her: https://www.visitdjursland.com/rimsoe-kirke-gdk605691

Rævhøj ved Udby

Ca. 1 km fra Udby Kirke findes en lille høj, Rævhøj, hvor madpakken kan nydes med udsigt over Randers Fjord. Parker ved kirken og nyd den hyggelige gåtur i det smukke landskab.
Adresse: Udby Kirke, Rougsøvej 268B, 8950 Ørsted

St. Sjørup Sommerby

Hver tirsdag i juli bliver pladsen omkring søen omdannet til en stor markedsplads med kræmmere, underholdning, leg, gøgl og meget mere. Oplev stemningen – den er noget helt særligt!
Sted: St. Sjørup Sø.
Læs mere her: http://stsjoerup.dk/sommerby

Bønnerup havn

Bønnerup Havn

Den hyggelige havn ligger i et naturskønt område lige ud til Kattegat med dejlig badestrand. Her kan børn fiske krabber ved lystbådehavnen, der er mange borde/bænkesæt til madpakkespisning, og der er legeplads til de mindste ved p-pladsen.
Adresse: Vestre Mole 2, Bønnerup Strand, 8585 Glesborg
Læs mere her: http://www.boennerup-lbh.dk/